KUN 61 procent benyttede hallerne mellem kl. 16 og 22 i de mest attraktive tidspunkter hverdagene – selv om 82 procent af haltiderne var booket.

Det viser en omfattende kortlægning af haltider i 23 kommuner fra forskningsprojektet Fremtidens Idrætsfaciliteter lavet af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civisamfund ved Syddansk Universitet og Idan i 2018. Der bliver kort sagt booket langt flere tider i hallerne, end brugerne rent faktisk benytter.

I mange kommuner kan det være et stort problem at bookede haltider ikke benyttes. Det betyder nemlig at grupper, foreninger eller måske ny græsrodsforeninger slet ikke kan få haltider.

Undersøgelsen viser således, at der i mange kommuner er grundlag for at udnytte faciliteterne bedre til glæde for brugerne. Det påpeger Jens Høyer-Kruse fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved SDU.

Han opfordrer til at undersøgelsen bruges som udgangspunkt for en lokal debat om faciliteter.

”Måske skal de kommunale procedurer for booking ændres, og brugerne skal måske i højere grad opleve, at de har et ansvar for at bruge de bookede tider og aflyse dem, de ikke bruger alligevel, så andre kan komme til.”

91% bookede haltider i Odense

I Odense Kommune har man siden undersøgelsen i 2017 kortlagt haltiderne mandag til torsdag kl. 16-21 via HallMonitor. Her viste det sig, at der ikke er meget ledig kapacitet i hallerne, udover lidt tid på fredage og de seneste tider på hverdage.

Den gennemsnitlige bookingprocent over perioden er på hele 91%, mens den gennemsnitlige anvendelsesprocent er på 82%.

På tværs af kommunens fritidsfaciliteter viser analysen således, at der er stort pres på de eksisterende fritidsfaciliteter. Det kan have betydning for optagelsen af nye medlemmer, det kan være svært at hverve frivillige og at nye græsrodsbevægelser, der giver mere alsidige fritidstilbud, ikke kan blomstre op i lokalsamfundene.

Flere møder op til bookede tider

I Odense Kommune har kortlægningen har fået en positiv modtagelse og skabt større opmærksomhed hos foreningerne om at udnytte de bookede tider

“Vi har i høj grad oplevet, at brugerne er bedre til at møde op til de tider, de rent faktisk har booket. De synes jo selv, det er irrigterende hvis andre ikke benytter deres tider og en hal står tom, for den tid kunne de have brugt. De er mere bevidste om at vi får en tilbagemelding på om der er folk i hallen på de tidspunker, som de har booket. Og at hvis de gentagne gange udebliver så er der en risiko for at tiden går til andre, siger Rasmus Vestergaard Tander, Fritidskonsulent i Odense Kommune.

Kapacitetsanalysen med HallMonitor har nu dannet grobund for beslutningen om en model for kommunale lånegarantier for foreninger, der ønsker at opføre nye anlæg.

LÆS OGSÅ: Idrætshaller: Hver fjerde bookede haltid blive ikke brugt (Idrættens Analyseinstitut 02.11.2017)